Sådan gør vi

Byggeprojekt

Et godt byggeprojekt handler om mere end at udføre det arbejde, der står i beskrivelsen. For os begynder en opgave med at forstå projektet, kunden og de rammer, vi skal arbejde indenfor.

Ordentlighed er afgørende hele vejen rundt. Vi skal selv leve op til de aftaler, krav og tidsplaner, vi påtager os – og forventer samtidig, at de øvrige aktører i projektet gør det samme. Når alle tager ansvar for deres del, skaber det de bedste forudsætninger for kvalitet, økonomi og et godt samarbejde.

Derfor ser vi på fem forhold, før en opgave for alvor er på plads.

1.

Tillid

Et godt samarbejde begynder med tillid.

Du møder os i en åben og direkte dialog, hvor vi lytter til dine ønsker og forventninger og samtidig siger vores mening, når vores erfaring fortæller os, at noget bør gøres anderledes.

Tilliden skal gå begge veje. Vi skal kunne stole på de aftaler, vi indgår, og vores kunder skal kunne stole på, at vi siger til i tide, hvis vi ser udfordringer i projektet.

Det er langt lettere at løse et problem, mens det stadig er lille, end når arbejdet først er i gang.

2.

Tryghed

Tryghed opstår, når der er styr på rammerne omkring opgaven.

Det betyder klare aftaler, realistiske tidsplaner og respekt for gældende lovkrav, arbejdsmiljø og sikkerhed på byggepladsen. Vores medarbejdere skal kunne udføre deres arbejde under ordentlige forhold, og alle fag skal have den tid og de arbejdsbetingelser, der er nødvendige for at levere det aftalte resultat.

En tidsplan er derfor ikke kun et spørgsmål om datoer. Hvis et projekt bliver forsinket tidligere i forløbet, skal løsningen findes i fællesskab. Malerarbejdet kan ikke uden videre presses sammen til sidst, hvis kvaliteten samtidig skal fastholdes.

For kunden handler tryghed om at vide, at vi følger opgaven til dørs, reagerer på ændringer undervejs og tager ansvar for vores del af projektet.

3.

Projektindhold og kvalitet

Kvalitet begynder længe før, den første pensel eller rulle rammer overfladen.

Inden vi prissætter en opgave, gennemgår vi udbuds- og projektmaterialet og vurderer, om de beskrevne behandlinger, materialer og overflader kan føre til det resultat og det kvalitetsniveau, kunden forventer.

Hvis en beskrivelse foreskriver en behandling, som efter vores faglige vurdering ikke kan føre til det ønskede resultat, siger vi det. Så kan projektet blive afklaret eller beskrivelsen justeret, inden arbejdet begynder.

Kvalitet er dermed et fælles ansvar. Vi skal udføre arbejdet fagligt korrekt, men bygherre, rådgivere og entreprenører skal også skabe de nødvendige forudsætninger for, at den aftalte kvalitet kan leveres.

Når arbejdet er i gang, skal kvaliteten også kunne dokumenteres. Vi arbejder derfor systematisk med kvalitetssikring, blandt andet gennem billedregistrering og relevant KS/DV-materiale. Vi bruger kun anerkendte systemer som Ajour, Dalux, Byggeweb og Main Manager, når vi kvalitetssikrer drift og vedligeholdelse på alle opgaver. På byggepladsen er der projektleder eller sjakbajs tilknyttet til at følge op på udførelsen og kvaliteten.

4.

Kunder og samarbejdspartnere

Et byggeprojekt lykkes sjældent på grund af én virksomhed alene. Derfor betyder de mennesker og virksomheder, vi arbejder sammen med, meget.

Vi ønsker samarbejde med kunder og virksomheder, der respekterer indgåede aftaler, gældende regler, arbejdsmiljø, sikkerhed og de øvrige fags arbejde og tidsplaner.

Det betyder ikke, at der aldrig opstår problemer eller uenigheder på et byggeri. Det gør der. Det afgørende er, at de bliver taget op og løst ordentligt, så problemer ét sted ikke blot bliver sendt videre til næste fag i rækken.

Vi tager også ansvar for de virksomheder, vi selv arbejder sammen med. Malerfirmaet Kildahl har en kædeansvarsaftale med Malerforbundet, som blandt andet skal være med til at sikre ordnede overenskomstmæssige forhold hos de underentreprenører og den arbejdskraft, vi benytter.

For os stopper ordentlighed ikke ved vores egen virksomhed. Den gælder hele den kæde, vi er en del af, og det gælder også bygherren og de øvrige aktører i byggeriet.

5.

Økonomi

Når projektet, kvalitetsniveauet og rammerne for samarbejdet er afklaret, kan vi tale om økonomien.

Et tilbud giver kun mening, hvis det er tydeligt, hvad der skal leveres, og under hvilke forudsætninger arbejdet skal udføres. Derfor skal vi have et fælles billede af opgaven, inden vi sætter pris på den.

Det giver et bedre grundlag for prissætningen og reducerer risikoen for misforståelser, ekstraarbejder og diskussioner senere i forløbet.

Ønsker du et uforpligtende tilbud?

Vores proces bygger på en tæt og åben dialog fra start til slut, så vi sammen finder de bedste løsninger til opgaven. Vi lægger vægt på klare aftaler, gensidig tillid og en tryg samarbejdsform gennem hele forløbet.

Kontakt os på tilbud@malerkildahl.dk for at indgå i dialog om et uforpligtende tilbud.